Ferroperm Optics - Vedbæk
Ferroperm Optics er en mindre produktionsvirksomhed lokaliseret i Vedbæk, nord for København. De har siden grundlæggelsen i 1999 haft samme adresse, og vi har også tidligere tegnet en tilbygning for dem. Nu stod de endnu engang med ændrede behov, og igen faldt valget på en til- og ombygning, hvilket har givet muligheden for at blive i de velkendte omgivelser. Når der bygges til, stilles ofte større krav til udnyttelsen af kvadratmeterne, da man kan løbe ind i grænsen for, hvor meget og hvordan grunden må bebygges. Fordelen ligger dog i store besparelser ift. at bygge helt nyt. Derudover må man ikke glemme, at det klart er et mere bæredygtigt valg, hvis man kan bevare de nuværende bygninger, så længe de stadig er i god stand.
Virksomheden mente bestemt, at det måtte være muligt at holde sig inden for de begrænsende rammer, og med vores hjælp, har de nu fået udnyttet kvadratmeterne langt bedre, og skabt en større funktionalitet i deres dagligdag. Derudover har de nu fået skabt et smukt og visuelt sammenhængende domicil. Byggeriet står færdigt i starten af 2025, hvor medarbejderne fra Ferroperm Optics altså er rykket ind.
Vi har været med hele vejen i projektet, hvor vi, udover at skitsere, har ydet bistand og rådgivning. Vi har været med på byggemøder under hele opførslen også, stået for tilsyn og følger hele tiden op på at projektet skrider frem, som det skal, så bygherre kan slippe noget af ansvaret, der ellers kan følge med så krævende en byggeopgave. Ferroperm Optics har også valgt at have en dygtig indretningskonsulent med på projektet fra starten, som vi har arbejdet tæt sammen med. Det har hjulpet med at binde projektet rigtig godt sammen i både helhed og detalje.
Byggeriet viser en tydelig opdeling af funktioner, når man ser det udefra. Den større lave produktion står råt og rent med en hvidpudset facade. I tilknytning hertil ligger en mindre bygning, der nu har fået en kælder samt 1. sal, og hvor hele facaden herefter er beklædt i en smuk mørk bambus, der står med rene linjer og en indbydende varme. Det fuldendes af et stramt formsprog, hvor en let tagkonstruktion med stort udhæng også giver en konstruktiv træbeskyttelse til facaden.
Indvendigt er planløsningen optimeret, fra at have en masse forskellige funktioner klemt ind i samme etage til at adskille dem på de nu tre etager. Man ankommer i stueetagen, der nu består af et miks af åbent kontorlandskab, samt få mindre kontorer. Kælderetagen benyttes så til maskiner og opbevaring, hvor dagslys ikke er nær så nødvendigt. 1. Salen indbyder til fællesskab, med en stor kantine, samt et lyst og åbent mødelokale. På 1. salen findes også en overdækket altan, der forlænger sæsonen, man ellers ville opholde sig ude. Alle etagerne forbindes af en flot intern trappe med åbent hele vejen lodret gennem bygningen.